Du kan se foto med undertekster ved at klikke i højre nederste hjørne af billedet.
Bytur i
Sevilla besøg i kathedralen og den jødiske bydel. 07.12
Vi vidste at kathedralen først blev åbnet for turister kl.
11. Der var god tid til at se lidt nærmere på byen. Vi havde læst flittigt i
Turen går til Sydspanien så vi vidste hvad vi ville se. En af de gamle pladser Plaza
el Encarnation havde været en markedsplads. Der skulle have været bygget et
parkeringshus, men da man begyndte at grave ud fandt man værdifulde
arkæologiske rester, så der kom aldrig noget parkeringshus. I stedet er der nu
indrettet et underjordisk museum og ovenover rejser der sig nogle
svampelignende konstruktioner tegnet af tyskeren Jürgen Meyer. Det ligner nogle
kæmpemæssige paddehatte og vi syntes i grunden de var mere sjældne end smukke.
Sidst på dagen samme dag fik vi dog et lidt andet syn på dem, når vi så det
hele i kunstlys og i mange farver. Under paddehattene var der en stor
markedsplads med mange fiske og grønt forretninger.
Gennem de snævre gader arbejdede vi os frem mod Sevillas
største seværdighed: kathedralen. Undervejs kom vi forbi flere enormt store
kirker med overdådig udsmykning og mange mennesker som søgte andagt eller bare
kikkede på julekrybberne. En af julekrybberne var så stor, at man kunne gå helt
ind i den. Figurerne var i naturlig størrelse.
Kathedralen
med La Giralda
Vi troede aldrig vi skulle komme ind i kirken så lang var
køen. Den strakte sig flere hundrede meter. Det gik dog forholdsvis let, ca ¾
time så var vi inde og fik vores mimrebilletter for 3€ stykket. Målet var
ifølge legenden at bygge ”så stort et værk, at kommende generationer vil tro vi
er tossede”
Der var førhen en moske, men 1401 begyndte de at ombygge og
overbygge den til kirke. Maurerne eller Islams tilhængere havde haft magten fra
712-1248 og der gik lige et par hundrede år førend kirken var blevet så mægtig,
at den kunne bygge en gigantisk kirke. Et arbejde, der varede til 1506.
Sevillas kathedral, Santa Maria de la Sede, er verdens 3 største, kun overgået
af Peterskirken og Saint Pauls Cathedral. Men det er verdens største gotiske
kirkerum.
Vi træder ind i denne enorme bygning. Får helt ondt i nakken
af at kikke op mod hvælvingerne som rejser sig 56 m over gulvet. Bygningen er
136 m
lang og 76 m
bred. Else og jeg tænkte på vore ydmyge skolestuer eller små kirkesale som vi
har i Sydslesvig. Vi ved godt, hvad vi foretrækker. Ved hovedindgangs døren er
Colombuses grav. Colombus eller Colon, som han hedder på spansk døde 1517 efter
at have opdaget Amerika 1498. Nyere undersøgelser i 2004 har vist, at liget i
kirken er hans søns, Diego, og Den Dominikanske Republik hævder, at Colombus er
begravet i den Caribiske stat. Columbus og vi er sådan set ligeglade.
Det slår en hvor store rigdomme den katolske kirke har
samlet sammen gennem århundreder. I side kapeller er der sølv og guld rigdomme,
så det er ufatteligt hvordan den fattige dreng fra Palæstina nu bliver dyrket
helt ude af proportioner. Der var naturligvis også statuer i sølv af biskopper
og abbeder. Vi ved jo godt at en de største svøber i den katolske kirkes
historie var salg af embeder, kaldet simoni efter Simon Mager, som forsøgte at
købe sig et embede (Apostl. G. 8,18-24). Man kunne købe sig et ærkebispedømme.
Det var som at være herremand, man fik udbytte af alle undersåtterne. Det har
altid været forbudt, men har været praktiseret helt op til for 1870, da ”simoni-eden”
blev afskaffet og man i stedet skulle erklære, at man ikke havde fået embedet
på grund af nogen uhæderlige midler. Den erklæring har jeg også skullet afgive,
da jeg blev ordineret som præst.
I den ene halvdel af kirken er bygget et særligt kor. Her er
der eventyrligt udskårne munkestole alle sammen forskellige og i 2 rækker på
begge sider af alteret. Foran denne særlige korbygning er der et gitter, som
adskiller alle os andre fra de ”hellige”. Overfor er det verdens største alter
bag et renæssance gitter 18 m
bredt og 20 m
højt, men tavlen var under restaurering, da vi besøgte kirken.
Ved at stille sig op i en laaaaaaaaaaaaaaang kø inde i
kirken kunne man få adgang til tårnet der rejser sig 93 m op i luften, men det
følte vi os ikke fristede til.
Du kan se foto med undertekster ved at klikke i højre nederste hjørne af billedet.
Det jødiske kvarter
Lidt historie.
Da de kristne vandt over muslimerne eller maurerne som de
kaldtes i Spanien var man begejstret over jødernes støtte i kampen. De fik
endda tildelt særlige kvarterer: Juderia kaldet. Der kunne de praktisere som
jøder. Men der gik ikke mere end fra 1248 til 1320 så udbrød der
jødeforfølgelser i store dele af Spanien. Det var forstadierne til inkvisition,
som krævede at alle skulle døbes for at være kristne. Endnu mere galt gik det
da de kristne love, de kanoniske love udelukkede jøder fra visse erhverv og
1391 udbrød de værste jødeforfølgelser i Sevilla, som hurtigt bredte sig til
hele Spanien. Der var omfattende plyndringer og blodbad. Man taler om at 50.000
blev dræbt og 100.000 lod sig døbe af frygt for konsekvenserne. Men man troede
jo ikke på den omvendelse, de praktiserede sikkert deres ugudelighed inden for
hjemmets fire vægge. Da Inkvisitions bålene begyndte at brænde i 1480 blev mange
brændt på bålet. Andre flygtede nogle til Frankrig, men der var de heller ikke
velkomne, først i Holland kunne de finde et fristed. Det er grunden til at der
var rigtig mange jøder i Holland, da Hitler tog magten, og som følge deraf blev
det jødiske mindretal frygtelig reduceret i løbet af Hitlers rædselsregime. Der
var virkelig mange familier i Holland. Man nævner tal som at 100-140.000 jøder
blev udryddet. Det var næsten alle jøderne. I dag bor der ca. 30.000.
Det er slemt som kristne kirker har ansvaret for megen
ondskab i årenes løb. Den katolske kirke i Spanien har en stor del af skylden
for, at kristendommen er så misforstået og ugle set i mange sammenhænge. Kirken
skal aldrig have magt. Sådan er vores danske folkekirke en mere oprindelig
kirke end nogen af dem, jeg har stiftet bekendtskab med.
Men vi vil gå ind i Juderia i Sevilla og se på arkitekturen.
Dette kvarter var som sagt oprindelig befolket af jøder, som
fik dette kvarter efter den kristne erobring 1248 af kongen. Men allerede 1391
blev de landsforvist og udvandrede bl. a. til Holland.
Her er gaderne så snævre at ingen bil kan komme igennem.
Husene i tre etager står så tæt, at man frygter for de forfærdelige
konsekvenser, der ville være, hvis brand skulle hærge. Ind i mellem er der små
åbne pladser og der er talrige hyggelige restauranter. Vi er jo så heldige, at
der næsten ikke er turister, så det er spanierne selv, der befolker torvene. Vi
satte os og nød øl eller hvidvin og til billige penge. Solen tittede ned til
os, hvis den kunne komme til for bygningerne, og en af pladserne var særlig
bemærkelsesværdig. Det var Plaza de Dona Elvira. Her var der bænke belagt med
de smukkeste fliser i mange mønstre. Der var ikke to bænke, der var ens.
Desuden var der appelsintræer med frugter på. Det var bare den rene idyl, og nu var det blevet tørvejr, så alt glinsede som sølv og guld. Else nåede lige at købe sig en ny paraply. Det kan vi varmt
anbefale, for øjeblikkelig holdt det op med at dryppe.
Vi gik langs med Rio
Guadalquivir og der var også gamle maleriske huse i hele farveskalaen. Om
aftenen gik vi atter hen til Plaza Encarnation for at se juletræet og
belysningen. Som I kan se på billedet så var der et moderne juletræ
i hvidt og rødt og grønt og blåt.
Hjemrejsen 08.12.12
Vi ville ikke køre på motorvej og så er der ikke mange
muligheder. Vi kørte delvis samme vej hjem over Ronda, som vi var kommet.
El Coronil
Da vi pludselig så en landsby, med det navn, til venstre for
os, kunne vi også se en borg og en kirke, der rejste sig over byen. Vi er jo
vores egne herrer, så hvorfor ikke udforske byen lidt. Da vi fandt en lille
plads til bilen, steg vi op ad en utrolig stejl gade til bykernen.
En spanier var så venlig at foreslå os, at vi gik ind
igennem en port op ad nogle trapper, så kom vi lettere til toppen. Det var en
gammel by med en stor kirke og en borg. Vi kikkede ind af et vindue hvor der var
dækket bord til flere personer og jeg gjorde nogle gestikulationer, som
udtrykte, at vi var ved at dø af sult. Manden forbarmede sig over os og nu
viste det sig, da han slog skodderne fra, at det var en restaurant, som først
åbnede om en lille times tid. Vi fik en hyggelig snak med værten, Don Juan og
så fik vi serveret tapas og bagefter nogle stykker stegt svinekød med et par
glas vin til. 25 € kunne ikke siges at være dyrt for det vi fortærede incl.
Kaffe til Else.
Det var en dejlig tur og vi havde kørt ca 600 km .
Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar