Rejsebrev nr. 5 fra Spanien den 16. december 2012

Rejsebrev nr. 5

16.12.2012

Optakt til museumsbesøg i Madrid 16-19.12

Efter et par hyggelige og rolige dage, der er gået med læsning og spil samt forberedelser til turen til Madrid kører vi tidligt – kl. 7.10 – af sted over Granada. En dejlig og behagelig køretur på i alt 528 km først i bjergrige områder, dernæst over uendelige flade marker med oliventræer og vinstokke. Trafikken er meget begrænset, indtil vi når Madrid, hvor tætheden stiger og GPS’en ikke er helt up to date, men vi vælger alligevel at køre forbi Prado-museet for at sondere bymiljøet. Da vi når målet, kan vi ikke få øje på noget skilt med Hostal Gala og der er ingen parkeringsmulighed. Ind i en lille smøge, hvor vi parkerer foran en port. Jeg bliver i bilen, medens Niels Ebbe fandt vores hostal, hvor en sød og behjertet receptionist Almo gik med tilbage og kørte med os til den anviste parkeringsmulighed – der var bare ikke plads i første omgang! Men det lykkedes efter flere runder. Niels Ebbe havde vist fået nok af bykørsel for den dag.

Efter en bid brød, lidt the og så videre af sted med metro mod Prado-museet. Første etape gik OK, men da vi så skulle videre med næste metroforbindelse, var der kneben plads og bevidst (viste det sig) skubben. Jeg mærkede, at nogen forsøgte at få fat i min pengekat og tjattede vedkommende over fingrene. Da jeg vel placeret ved siden af Niels Ebbe skulle checke min pengekat, var en lynlås i den sammenfoldede del lukket op og min lille pung forsøgt trukket ud. Den kom på plads, men da vi så kom tilbage til hotellet, manglede en 100 euro seddel – dvs halet op af en pung, der lå bag et lynlåslukket rum i min pengekat. Fanden forstå det (som de ugudelige siger). Sidste del af turen valgte jeg at placere pengekatten i min ene bh-skål, hvor den i forvejen var forsvarligt tøjret til bh’en foran og ikke hang ned i bæltehøjde. Her er livrem og seler ikke nok.

På museumsrunden starter vi her med det sidste museum - Thyssen-museet, hvor der var særudstilling med Paul Gauguin – Niels Ebbe tager over:

Citat fra

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Kunstnere,_udland/Kunstnere,_franske/Paul_Gauguin

Paul Gauguin, 7.6.1848-8.5.1903, fransk maler og billedhugger. Forældrene døde tidligt, og sønnen stak efter endt skoletid til søs.

Paul Gauguin bosatte sig 1872 i Paris, hvor hans værge, Gustave Arosa (1818-83), skaffede ham ansættelse som bankier i et vekselererfirma. Gauguin giftede sig i 1873 med en dansk kvinde, Mette Sophie Gad (1850-1920), og begyndte samme år at male i sin fritid.

Det er nogle få biografiske data om den maler, som kom til at gøre et meget stort indtryk på os på Thyssen museet i Madrid. Med Mette Gad fik han 5 børn og der er rigtig mange slægtninge tilbage i Danmark og Norge efter ham. Et oldebarn er Alberte Winding.

Paul Gauguin var søn af en journalist og hans mor var datter af en socialist leder. PG. blev født i Paris 1848 men da han var 3 år flyttede familien til Peru, hvorfra moderens familie stammede på grund af det urolige politiske klima i Paris. Men faderen døde på rejsen og så var moderen alene med Paul og en lidt ældre søster. Det blev til 7 år i Peru. Familien flyttede til Orleans i Frankrig igen og skønt PG hadede sin skole, så lærte han hurtigt fransk, men blev ved med at kunne Spansk (Peruviansk) hele livet i gennem. Han kom ud at sejle i handelsflåden og senere marinen. Medens han var ude at sejle i det Caribiske hav, fik han melding om, at hans mor var død i 1871. Han kom så til Paris og blev hjulpet til et job som bankmand i et vekselerfirma af moderens rige ven Gustave Arosa.

Mødet med Mette Gad

Så var det der 1872 kom 2 danske piger til Paris. Mette Sophie Gad født på Læsø datter af en embedsmand senere tolder i Thisted (Mette er f. 7.09.1850 og død 25.09.1920, begravet på Garnisons kirkegård i København) sammen med veninden Marie Heegaard til det samme pensionat, hvor der også boede en 24 årig bankmand Paul Gauguin, som var fritidsmaler. Ja hvad kan der så ske? En dansk skønhed 22 år og en charmerende franskmand 24 år. De blev forlovet efter en måned og året efter holdt de bryllup i Vor Frue kirke i København 22.11.1873

Som de fleste malere, kunne han slet ikke leve at sin kunst og derfor flyttede familien 1884 med 5 børn til Danmark i håb om at få en bedre økonomisk fremtid. Men ægteskabet gik dårligt og parterne var dybt uenige om hvordan man skulle skaffe til livets ophold. Det blev Mette, som forsørgede ham og familien.

Året efter vendte PG tilbage til Frankrig og så møder han Van Gogh i Arles. Det var to kunstnere som begge levede på kanten af livet. Begge havde gjort flere selvmordsforsøg eller truet med at begå selvmord. Det er i den periode Van Gogh skærer flippen af sit øre efter et skænderi med vennen Gauguin.

1891 drog PG til Tahiti for ” at undslippe for alt hvad der var europæisk og præget af kunstighed og almindeligheder”. På Tahiti udviklede hans kunst sig og det var netop den del af hans kunst vi kunne se i Madrid.

Gauguins kunst

Lc fortsætter.

De fleste forbinder kun malerier af de unge, smukke piger fra Tahiti med Paul Gauguin, men hans kunstneriske produktion er langt mere omfattende. Han har lavet grafik, billedskærerarbejde og træskulpturer. Hans motivverden er bred og spænder fra landskaber og bybilleder – eks. Seine-floden set fra Grenelle-broen fra 1875 over både selvportrætter og portrætter af hans kone Mette, kunstnere i hans  omgangskreds, kunsthandlere samt mere ukendte nok mest kvinder. Her er link til et fra Tahiti - http://en.wikipedia.org/wiki/File:Paul_Gauguin_-_Deux_Tahitiennes.jpg 

Desuden har han malet arbejdende kvinder, enkeltpersoner og grupper af mennesker i specifikke omgivelser, herunder ikke mindst hans produktion fra årene på Tahiti, men det har hele vejen været det ægte menneske, der har optaget ham. Også det religiøse træder tydeligt frem i hans produktion - http://en.wikipedia.org/wiki/File:Gauguin_Il_Cristo_giallo.jpg . Det bedste helhedsbillede, jeg kan give jer, er det, I får ved at klikke på dette link: www.en.wikipedia.org/wiki/List_of_paintings_by_Paul_Gauguin. Her er Paul Gauguins produktion sat op i kronologisk rækkefølge i perioden 1875-1903, hvor han dør 54 år gammel. Billederne viser en tydelig udvikling fra impressionismen og ekspressionismen over i bl.a. fauvismen og avantgarden. Han er blevet inspireret af sine samtidige kunstnere, ligesom de har ladet sig inspirere af ham. Bl.a. er Picassos maleri af ”Frøknerne i Avignon” blevet til under stærk påvirkning af Gauguins skulpturer. Om Van Gogh sagde Gauguin engang, at han så sine motiver impressionistisk, men malede dem ekspressionistisk. Det var for øvrigt efter et skænderi mellem de to kunstnere, at Van Gogh skar sin ene øreflip af. Gauguins skulpturelle selvportræt fra 1889 lader ingen tvivl tilbage om, at han har følt med Van Gogh:

www.en.wikipedia.org/wiki/Jug_in_the_form_of_a_Head,_Self-portrait.

Gauguins tætte kontakt til og gensidige indflydelse på andre kunstnere fremgik også af ophængningen på Thyssen-museet, hvor ikke bare Picasso og Van Gogh var repræsenteret, men også Pissaro, Monet, Kirchner, Matisse, Klee og Kandinsky.

Niels Ebbe og jeg brugte 6 timer på Thyssen-museet og havde gerne taget en runde mere i særudstillingen med Gauguin. Så fortættet og fantastisk et billedsprog!

I museumsrunden i Madrid startede vi med Gauguin og Thyssen-museet: http://www.museothyssen.org/en/thyssen/home.  og kunne have gået baglæns og have fortalt ligeså indgående om de to andre museer – Prado-museet: http://www.museodelprado.es/en. og Sophia-museet: 

http://www.museoreinasofia.es/index_en.html., som vi besøgte mandag, hvor Picasso´s Guernica gik helt ind under huden på os begge.  – Prado museet besøgte vi også søndag eftermiddag/aften, hvor der var gratis adgang. At det var gratis var også ganske udmærket efter en lang køretur og episode med de yderst behændige spanske lommetyve i metroen på vej til museet den første dag, vi var i Madrid.

Julekoncert i San Jose kirken

På turistkontoret oplyste os om at der var en julekoncert 18.12. Der var gratis adgang og vi stod der 3 kvarter før sammen med mange andre. En smuk koncert og tænk jer de sang ”Mit hjerte altid vanke” af Brorson.

Den 19. december forlod vi Madrid tidligt på formiddagen, men valgte denne gang at forlade motorvejen kort efter Granada til fordel for en bjergrig rute nr 4050 til Almunecar. Solen skinnede fra en for os skyfri himmel. Ja, I læste rigtigt! Akkurat som vi oplever det i en flyvemaskine, havde vi skyerne under os og udsigter så smukke både op ad bjergsiderne og nedad mod dalene. Vi lader billederne tale for sig selv, men ville ønske, at også kunne dele smagen af det herlige måltid, vi fik på den lille bjergrestaurant El Capricho, med jer.

Tilbage ved kysten var vi midt i de skyer, vi havde kunnet se oppe i bjergene. Men en dejlig tur rigere.

Med kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe

Rejsebrev nr. 4 fra Spanien den 7-8. december 2012

Du kan se foto med undertekster ved at klikke i højre nederste hjørne af billedet.

Bytur i Sevilla besøg i kathedralen og den jødiske bydel. 07.12

Vi vidste at kathedralen først blev åbnet for turister kl. 11. Der var god tid til at se lidt nærmere på byen. Vi havde læst flittigt i Turen går til Sydspanien så vi vidste hvad vi ville se. En af de gamle pladser Plaza el Encarnation havde været en markedsplads. Der skulle have været bygget et parkeringshus, men da man begyndte at grave ud fandt man værdifulde arkæologiske rester, så der kom aldrig noget parkeringshus. I stedet er der nu indrettet et underjordisk museum og ovenover rejser der sig nogle svampelignende konstruktioner tegnet af tyskeren Jürgen Meyer. Det ligner nogle kæmpemæssige paddehatte og vi syntes i grunden de var mere sjældne end smukke. Sidst på dagen samme dag fik vi dog et lidt andet syn på dem, når vi så det hele i kunstlys og i mange farver. Under paddehattene var der en stor markedsplads med mange fiske og grønt forretninger.

Gennem de snævre gader arbejdede vi os frem mod Sevillas største seværdighed: kathedralen. Undervejs kom vi forbi flere enormt store kirker med overdådig udsmykning og mange mennesker som søgte andagt eller bare kikkede på julekrybberne. En af julekrybberne var så stor, at man kunne gå helt ind i den. Figurerne var i naturlig størrelse.

Kathedralen med La Giralda

Vi troede aldrig vi skulle komme ind i kirken så lang var køen. Den strakte sig flere hundrede meter. Det gik dog forholdsvis let, ca ¾ time så var vi inde og fik vores mimrebilletter for 3€ stykket. Målet var ifølge legenden at bygge ”så stort et værk, at kommende generationer vil tro vi er tossede”

Der var førhen en moske, men 1401 begyndte de at ombygge og overbygge den til kirke. Maurerne eller Islams tilhængere havde haft magten fra 712-1248 og der gik lige et par hundrede år førend kirken var blevet så mægtig, at den kunne bygge en gigantisk kirke. Et arbejde, der varede til 1506. Sevillas kathedral, Santa Maria de la Sede, er verdens 3 største, kun overgået af Peterskirken og Saint Pauls Cathedral. Men det er verdens største gotiske kirkerum.

Vi træder ind i denne enorme bygning. Får helt ondt i nakken af at kikke op mod hvælvingerne som rejser sig 56 m over gulvet. Bygningen er 136 m lang og 76 m bred. Else og jeg tænkte på vore ydmyge skolestuer eller små kirkesale som vi har i Sydslesvig. Vi ved godt, hvad vi foretrækker. Ved hovedindgangs døren er Colombuses grav. Colombus eller Colon, som han hedder på spansk døde 1517 efter at have opdaget Amerika 1498. Nyere undersøgelser i 2004 har vist, at liget i kirken er hans søns, Diego, og Den Dominikanske Republik hævder, at Colombus er begravet i den Caribiske stat. Columbus og vi er sådan set ligeglade.

Det slår en hvor store rigdomme den katolske kirke har samlet sammen gennem århundreder. I side kapeller er der sølv og guld rigdomme, så det er ufatteligt hvordan den fattige dreng fra Palæstina nu bliver dyrket helt ude af proportioner. Der var naturligvis også statuer i sølv af biskopper og abbeder. Vi ved jo godt at en de største svøber i den katolske kirkes historie var salg af embeder, kaldet simoni efter Simon Mager, som forsøgte at købe sig et embede (Apostl. G. 8,18-24). Man kunne købe sig et ærkebispedømme. Det var som at være herremand, man fik udbytte af alle undersåtterne. Det har altid været forbudt, men har været praktiseret helt op til for 1870, da ”simoni-eden” blev afskaffet og man i stedet skulle erklære, at man ikke havde fået embedet på grund af nogen uhæderlige midler. Den erklæring har jeg også skullet afgive, da jeg blev ordineret som præst.

I den ene halvdel af kirken er bygget et særligt kor. Her er der eventyrligt udskårne munkestole alle sammen forskellige og i 2 rækker på begge sider af alteret. Foran denne særlige korbygning er der et gitter, som adskiller alle os andre fra de ”hellige”. Overfor er det verdens største alter bag et renæssance gitter 18 m bredt og 20 m højt, men tavlen var under restaurering, da vi besøgte kirken.

Ved at stille sig op i en laaaaaaaaaaaaaaang kø inde i kirken kunne man få adgang til tårnet der rejser sig 93 m op i luften, men det følte vi os ikke  fristede til.

Du kan se foto med undertekster ved at klikke i højre nederste hjørne af billedet.

Det jødiske kvarter

Lidt historie.

Da de kristne vandt over muslimerne eller maurerne som de kaldtes i Spanien var man begejstret over jødernes støtte i kampen. De fik endda tildelt særlige kvarterer: Juderia kaldet. Der kunne de praktisere som jøder. Men der gik ikke mere end fra 1248 til 1320 så udbrød der jødeforfølgelser i store dele af Spanien. Det var forstadierne til inkvisition, som krævede at alle skulle døbes for at være kristne. Endnu mere galt gik det da de kristne love, de kanoniske love udelukkede jøder fra visse erhverv og 1391 udbrød de værste jødeforfølgelser i Sevilla, som hurtigt bredte sig til hele Spanien. Der var omfattende plyndringer og blodbad. Man taler om at 50.000 blev dræbt og 100.000 lod sig døbe af frygt for konsekvenserne. Men man troede jo ikke på den omvendelse, de praktiserede sikkert deres ugudelighed inden for hjemmets fire vægge. Da Inkvisitions bålene begyndte at brænde i 1480 blev mange brændt på bålet. Andre flygtede nogle til Frankrig, men der var de heller ikke velkomne, først i Holland kunne de finde et fristed. Det er grunden til at der var rigtig mange jøder i Holland, da Hitler tog magten, og som følge deraf blev det jødiske mindretal frygtelig reduceret i løbet af Hitlers rædselsregime. Der var virkelig mange familier i Holland. Man nævner tal som at 100-140.000 jøder blev udryddet. Det var næsten alle jøderne. I dag bor der ca. 30.000.

Det er slemt som kristne kirker har ansvaret for megen ondskab i årenes løb. Den katolske kirke i Spanien har en stor del af skylden for, at kristendommen er så misforstået og ugle set i mange sammenhænge. Kirken skal aldrig have magt. Sådan er vores danske folkekirke en mere oprindelig kirke end nogen af dem, jeg har stiftet bekendtskab med.

Men vi vil gå ind i Juderia i Sevilla og se på arkitekturen.

Dette kvarter var som sagt oprindelig befolket af jøder, som fik dette kvarter efter den kristne erobring 1248 af kongen. Men allerede 1391 blev de landsforvist og udvandrede bl. a. til Holland.

Her er gaderne så snævre at ingen bil kan komme igennem. Husene i tre etager står så tæt, at man frygter for de forfærdelige konsekvenser, der ville være, hvis brand skulle hærge. Ind i mellem er der små åbne pladser og der er talrige hyggelige restauranter. Vi er jo så heldige, at der næsten ikke er turister, så det er spanierne selv, der befolker torvene. Vi satte os og nød øl eller hvidvin og til billige penge. Solen tittede ned til os, hvis den kunne komme til for bygningerne, og en af pladserne var særlig bemærkelsesværdig. Det var Plaza de Dona Elvira. Her var der bænke belagt med de smukkeste fliser i mange mønstre. Der var ikke to bænke, der var ens. Desuden var der appelsintræer med frugter på. Det var bare den rene idyl,  og nu var det blevet tørvejr, så alt glinsede som sølv og guld. Else nåede lige at købe sig en ny paraply. Det kan vi varmt anbefale, for øjeblikkelig holdt det op med at dryppe.

Vi gik langs med  Rio Guadalquivir og der var også gamle maleriske huse i hele farveskalaen. Om aftenen gik vi atter hen til Plaza Encarnation for at se juletræet og belysningen. Som I kan se på billedet så var der et moderne juletræ i hvidt og rødt og grønt og blåt.

Hjemrejsen 08.12.12

Vi ville ikke køre på motorvej og så er der ikke mange muligheder. Vi kørte delvis samme vej hjem over Ronda, som vi var kommet.

El Coronil

Da vi pludselig så en landsby, med det navn, til venstre for os, kunne vi også se en borg og en kirke, der rejste sig over byen. Vi er jo vores egne herrer, så hvorfor ikke udforske byen lidt. Da vi fandt en lille plads til bilen, steg vi op ad en utrolig stejl gade til bykernen.

En spanier var så venlig at foreslå os, at vi gik ind igennem en port op ad nogle trapper, så kom vi lettere til toppen. Det var en gammel by med en stor kirke og en borg. Vi kikkede ind af et vindue hvor der var dækket bord til flere personer og jeg gjorde nogle gestikulationer, som udtrykte, at vi var ved at dø af sult. Manden forbarmede sig over os og nu viste det sig, da han slog skodderne fra, at det var en restaurant, som først åbnede om en lille times tid. Vi fik en hyggelig snak med værten, Don Juan og så fik vi serveret tapas og bagefter nogle stykker stegt svinekød med et par glas vin til. 25 € kunne ikke siges at være dyrt for det vi fortærede incl. Kaffe til Else.

Det var en dejlig tur og vi havde kørt ca 600 km.

Kærlig hilsen fra Else og Niels Ebbe

Rejsebrev nr. 3 fra Spanien den 6. december 2012

Ronda-sevilla-06.12.2012

Rejsebrev fra Spanien 2012

Rejsebrev nr 3

11.12.12

Kære venner

Efter første søndag i advents gudstjeneste i Fuengirola den 3.12 besluttede vi os til at køre en lidt længere tur i løbet af ugen.

Overvejelserne gik på at tage færgen fra Algeciras til Tanger for at opleve Marokko i et par dage. Men vist nok på grund af fruens ængstelse (et ængsteligt familie-medlem havde foruroliget fruen ved at snakke om rulning, uden varmerulle) for at blive berøvet alle sine guldsmykker af grumme røvere blev den plan ikke til noget. Det var også noget med at forsikringen ikke dækkede, men … Nå men sådan må vi jo indgå nogen kompromisser når vi er to. Mon det er det man kalder den velsignede tosomhed???

06.12

Ronda

I stedet blev det til et dejligt gensyn med den spændende by Ronda. Byen deles i to af en mægtig 100 m dyb kløft hvorover der er bygget broer i forskellige tidsaldre. En gammel romersk, en arabisk og en nyere, Puente Nuevo fra 1793. Denne gang besøgte vi tyrefægterarenaen som er Spaniens ældste runde plads. Det var her Pedro Romero raffinerede tyrefægtningen og nedskrev de stadig gældende regler. Nu holdes der kun tyrefægtning 1 gang om året. Vi blev skam lukket helt ind der i staldene og der hvor tyrene blev holdt fanget førend de kom ind på arenaen. Der var meget tykke døre som skulle åbnes førend tyren endelig kom ind på arenaen. Vi kunne i vores hoveder høre larmen fra den tusindtallige tilhørerskare. I bygningskomplekset var der også et tyrefægter museum med udstoppede hoveder af nogle af de mest berømte tyre, og det tøj, som tyrefægterne havde båret. Der var plancher som beskrev hvordan Tyren den ene gang efter den anden havde dræbt tyrefægteren. ”Hvor har det været spændende!!!”

Sevilla

Den videre køretur til Sevilla foregik gennem smukke bjerge. Efter små 300 km kom vi til vores hostal Atena. GPS’en fandt det uden problemer.

Vi skulle bo helt inde i den gamle bydel, hvor nogen af gaderne er så smalle, at man skal klemme sig ind i døråbninger, når en bil skal forbi, og jeg er sikker på at det også er nødvendigt at slå spejlene ind en gang i mellem.

Hostal er et primitivt hotel, eller hostel som vi for 2 personer kan bo på for 28 € + 18 € for parkering. Værelset er indrettet med 2 jernsenge og nogle ganske få møbler. Men der er eget bad og toilet, og vi havde vores køletaske med, så vi selv kunne lave vores tørkost. Vi brugte også en rejse dypkoger, så vi kunne lave frisk te.

Hotellet havde fortalt os hvor vi kunne få lækre tapas, men da vi kom til stedet fik vi at vide, at det først var efter kl. 20 de serverede og at der i øvrigt ikke var nogen plads til os. Næste dag prøvede vi igen at få plads og kom efter kl 20, men en meget arrogant tjener viste os bort selvom der var plads ved et at bordene. Det var ikke nogen særlig høflig behandling vi fik. Så prøvede vi et andet sted, og det virkede som om vi generede ham personlig ved at ønske at få noget at spise, og de tapas retter vi fik var ikke noget at skrive hjem om.

Det er svært at orientere sig i de små gader. Vi gik med kort i hånden og prøvede at finde ud af hvordan kvarteret var efter at det var blevet mørkt. Gadebelysningen var meget smuk gul og det var virkelig idyllisk. Men det lykkedes os at fare vild, så vi ikke kunne finde hjem igen. Dog havde vi taget gps’en med og med dens hjælp kom vi i vore egne senge. Else tilføjer, som undskyldning, at i Tanger ville vi ikke en gang kunne bruge vores GPS. Hvad så??

Rejsebrev nr 2 fra Spanien den 30. november 2012

Brev nr. 2 

30.11.12 Nerja drypstenshuler

Else og jeg besøgte drypstenshulerne 30.11.12 og vi fik en stor oplevelse ud af det. se vore billeder
Foto fra Nerja drypstenshulen

Desuden fandt vi denne beskrivelse, som vi ikke kunne have skrevet bedre.

http://www.spanskstil.dk/article.164.html

Tag kameraet om halsen, det behagelige fodtøj på og rejs 25.000 år tilbage i tiden. Luk øjnene og lad fantasien få frit løb…
Når du træder ind i grotterne ved Nerja, lader du solen og varmen bag dig. Der er køligt og grotterne er i dag oplyst med strategisk placerede lamper.
For 25.000 år siden var det kun fakler og en heftig aktivitet, man blev mødt af ved at træde ind i hulerne.
Det var ikke kameraernes klikken, men nærmere en summen af landsbyliv, hvor der blev lavet mad, hugget brænde, passet dyr og alle de andre daglige gøremål, der skulle til for at overleve i en hård tid.


Nerja - Genopdagelsen
Grotterne i Nerja er nogle af de største og flotteste drypstenshuler i verden.
De ligger ved den lille by Maro. Når man tænker på, at de blev skabt for så mange år siden, ja så er det faktisk utroligt, at de ikke blev opdaget noget før. Hulerne blev nemlig først opdaget i nyere tid i 1959, da fem unge fra Maro og Nerja besluttede sig for at gå på flagermusjagt.

De sad ved en brønd, hvorfra man ved solnedgang kunne observere store flagermusflokke flyve ud. De bevægede sig ned i brøndhullet og mærkede et vindsus nede fra.

Hulen måtte gemme på noget mere, og deres nysgerrighed lokkede dem længere ind, indtil de blev stoppet af to store stensøjler, såkaldte stalakitter.
Dagen efter vendte drengene tilbage med værktøj og brød igennem en smal gang og nåede derefter frem til et galleri så stort, at lygtens lys blev opslugt af mørket. Da de gik længere ind, opdagede de til deres store overraskelse, at de ikke var de første, som havde været i hulen. De fandt skeletter ved siden af gamle lerkrukker.

Godt rystede valgte de at søge dagslyset igen og fortælle vidt og bredt om deres opdagelse. Først hundrede dage senere var de første billeder i avisen og hulerne blev døbt “Cuevas de las maravillas” (Vidundernes grotter) og “La cuevas de Nerja” (Grotterne i Nerja), som de hedder i dag.


Indtryk fra Nerjas fortidArkæologerne gik i gang og fandt skeletter, lerkrukker og værktøj, som beviser, at grotterne var beboet fra 25.000 f. Kr. og frem til bronzealderen. 
De fandt også hulemalerier og enorme stalakitter, dannet gennem de sidste 800.000 år, men som begyndte for ca. 25 millioner år siden.

Disse søjler kan opleves under turen i grotterne. De er imponerende store, og det er ikke usædvanligt at se en turist beundre dette naturfænomen med vidt åben mund og en finger på kameraet for at forevige mindet.

Disse fantastiske huler bliver transformeret til en naturlig scene i sommermånederne, hvor der afholdes musik- og dansefestival. Der bliver opført klassiske koncerter, hvor væggene giver symfonierne en genklang, som skaber en eventyrlig oplevelse. Der er også Flamenco-shows og balletter. Grotterne får liv igen.

Kun en tredjedel af grotterne er åbne for offentligheden, men der kan arrangeres specielture for mindre grupper. Disse ture tager gruppen ind i de nye gallerier, som blev opdaget i 1960 og 1970.

Rejsebrev nr 1 fra Spanien den 29. november 2012

Husk at I kan forstørre teksten ved at trykke på CTRL og rulle med rullen på musen

Kære venner

Kl 03:30 ringede vækkeuret. Taxaen var der præcis kl 05.10 og vi kørte med toget kl 06.09. Men der var sporarbejde og derfor blev vi forsinket i ankomsten til lufthavnen 9:20 ca 20 min for sent. Da vi i forvejen havde regnet med at være ved skranken ca 2 timer før flyet fløj så var det faktisk lidt problematisk at vi kun havde 1½ time at løbe på. Ved skranken kikkede hun undrende på vores billetter og tilkaldte en anden dame for der var noget hun ikke forstod. 

Vi vidste ikke rigtig hvad der foregik indtil hun sagde, at flyet var flyttet til afgang kl 14:50 og hvis det ikke havde været tilfældet, så var vi kommet forsent til det. Så vi var heldige, at flyet var flyttet.'

Det gav ro til at læse ½ bog Göran Tunström: Tyven. Og det var nu ikke så galt. Jeg skralgrinede af den så Else måtte tysse på mig.

Flyet afgik rettidigt og der var kun ½ så mange passagerer som der kunne være. Sikke en masse plads vil fik.

Vi landede endda 20 tidligere så alt i alt var det meget fint. Udlejningsbilen var ikke noget at prale med. En Ford Ka som vi straks sagde nej til at modtage. Så fremskaffede han en oldtidssag: en Folkevogn Polo fra 18 hundrede og grøn rødkål. Den stinker af tobak og gamle prutter og førersædet er så dårligt at jeg ligeså godt kan sidde på selve vognbunden. 

Nå men hoste os til Torrox kunne den og nu er vi installeret og internettet virker. Så det kan ikke gå helt galt.

I morgen ringer vi for at få en anden vogn, det fik vi  en aftale om, inden vi sagde ja til denne vogn.

Det var det hele. Pizzaerne smagte godt og nu skal vi have te og ostemadder og så i kasmerokken.

God nat

Kærligst Else og ne

NB. Figuren mor med ammende barn har jeg netop købt. den er lavet af Bodil Dam